< go to articles

Kære voldsmand
In: Berlingske Tidende, 1999

Kære voldsmand.
Det er så kort tid siden vi sidst så hinanden. Alligevel skriver jeg, for jeg synes ikke vi fik talt ud. Du gik også uden at sige farvel, og det i sig selv synes jeg er uhøfligt.

Lørdag aften d. 8.5.99 havde du vistnok drukket lidt for meget - og måske suppleret med diverse andre af de såkaldte hårdere stoffer. I hvert fald kunne det ses i dit blik, at du ikke så på verden som et normalt menneske ville det. Vi mødtes på Dronning Louises Bro - på Københavnersiden - klokken cirka 00.15. Du var iklædt en beigefarvet sweater, lyse eller brune bukser, solariebrun og omkring 1.70, kronraget. Selv var jeg festklædt og ledsaget af min bror og søster.

Vi var ude for at fejre en festlig aften - ingen anden anledning end dén simple, at foråret var kommet og natten syntes venlig. Det første mere rigtigt end det andet. På turen fra Vesterbro til Nørrebro havde vi passeret utallige mennesker som dine to venner og dig, og derfor lagde vi vel ikke særligt meget mærke til dig - i første omgang. Men da I så kastede noget efter os - jeg ved stadig ikke hvad - var vores opmærksomhed vakt.

Min bror syntes det var en uvenlig velkomst og meget spontant råbte han i forbifarten noget efter jer. Jeg skulle hilse og sige han trækker ordene tilbage og undskylder.

Nu vi kommer ind på ord, så tror jeg måske vores rabiate rendezvous sluttede så brat af den grund, at vi ikke taler samme sprog. Du lod ikke til at forstå min tale, men jeg skal fortælle dig: jeg forstod din!

For efter min brors noget kontante reaktion, vendte du straks om og løb efter os. Min bror, der var nærmest, så dig også komme og stoppede for at høre, hvad meningen egentlig var. Du havde en colaflaske i hånden som du uden videre annoncering kylede i synet på ham - fra en afstand af godt en meter.

Jeg reagerede, som du, også hurtigt. Smed cyklen fra mig og kom den nu blødende bror til undsætning. Vi er tvillinger, og selvom jeg ikke tror på psykiske forbindelser og et særligt slægtskab - udover det biologiske - ja, så gjorde det mig meget ondt at se ham stå der uden sine briller og ikke ane, hvad der egentlig var meningen.

Igen en forskel i vores sprog: jeg er pacifist af natur og selvom jeg er højere og sikkert stærkere end du, så mødte jeg dig med håndfladerne opad og udstrakte arme. Du svarede igen med en lige højre ind mod mit øre.

Bagefter, endnu mere målløs end før, gentog jeg min gestik - denne gang uden cykellygten i min venstre hånd. Den var faldet på jorden ved det første slag og uden at sige et ord samlede du den op og gav den til mig. Med al din højre arms kraft - lige imod mit venstre øje. Den gik selvfølgelig i stykker og blodet begyndte at springe fra mit øjenbryn. Blandet med den lette forårsregn fandt det hurtigt vejen ned på min jakke, som jeg senere smed ud. Blodet ville ganske simpelt ikke stoppe!
Det samme gjaldt også dig. De eneste ord du kunne på mit sprog, var disse: ”Jeg slår dig ihjel! Jeg slår dig fandeme ihjel!” Min søster, der var noget chokeret over at se to af hendes nærmeste stå der, forvirrede, forslåede og forurettede, råbte ophidset tilbage. Grimme ord der ellers ikke er at finde i hendes daglige tale.

Måske skulle hun bare have tiet, for brormand fik endnu en veritabel kindhest. Det var lige før - det kunne jeg se i dine øjne der var røde og så ligeså - at du også havde givet hende et par flade. Men du blev holdt tilbage af din ven. Det var for mig at se som at holde på en drejesyg tyr. Dine øjne ... den vrede!

Men heldigvis faldt du ned. Eller i hvert fald nok til at du lod dig trække med ned mod Nørreport. Det sidste vi hørte var den venskabelige latter imellem jer.

Har du nogensinde prøvet at dykke? Første gang, jeg prøvede rigtig at dykke, blev jeg udvalgt til at fastgøre gummibåden til et vrag tyve meter nede i Vesterhavets mørke dyb. Jeg skulle have haft en lygte med, for da jeg fik hovedet under vandet, kunne jeg end ikke ane min hånd gennem dykkermaskens glas. Men jeg lukkede alligevel luften ud af min dragt og lod tyngdekraften klare resten. Dette mørke tomme rum, uvisheden da jeg svævede nedad, mit åndedrag der var det eneste man kunne høre og som forstærkedes af det stigende tryk. Jeg følte mig så tom og ene der i dybet. Da jeg omsider landede på den bløde sandbund var det som om jeg havde oplevet evigheden, for det var en kropslig oplevelse - tankerne havde været sat ud af kraft.

Samme følelse i en anden version mærkede jeg umiddelbart efter du var gået. Det var som Nørrebros fugtige nat lukkede sig om mig. Nok så jeg halvdelen af min familie foran mig, hørte deres vilde stemmer. Men det eneste, jeg virkelig fornemmede, var en varm summen fra venstre side af mit ansigt og ubehaget fra blodet der løb ned under hagen.

Jeg så også politibetjentene i deres to patruljevogne, som kom meget hurtigt. Jeg mener jeg hørte dem sige noget om, at de allerede kendte dig - fra en fest du havde været til, kort forinden. Du var vist ikke indbudt, men havde alligevel haft held til at komme ind. Og tæsket en pige - måske var det værtinden? Det ved du nok ikke engang selv.

Det var først da jeg nåede til Rigshospitalet, jeg begyndte at tage mine sanser til efterretning. På samme måde som på min dykkertur, var jeg nu landet. Nu vidste jeg hvor jeg var og jeg kunne tage stilling til det forgangne. Og det kommende især, for det var dét, indså jeg, jeg havde været tæt på at miste. Havde du haft en ølflaske i hånden og ikke en af plastik, havde der ligget en brosten i nærheden eller havde du haft en kniv - ja, så havde de været dine våben i stedet. Og kødet er som bekendt skrøbeligt (jeg gad vide hvad du tænkte søndag morgen, da du vågnede med skrammer og hævelser på din højre hånd?).

På skadestuen kiggede sygeplejersken på mig og rensede sårene. Det var ikke så slemt igen, sagde hun, men jeg skulle have et par sting. Er du nogensinde blevet syet uden bedøvelse? Det blev jeg - ikke fordi lægen var sadistisk, men fordi bedøvelsesnålen er tykkere end synålen.

Stingene sidder der endnu mens jeg skriver. Som to streger in mente der minder mig om alle detaljerne ved og efter vores møde. Jeg plejer såret under dem omhyggeligt, for jeg er glad for mit glatte ansigt som det er. Men jeg får nok alligevel et par huskestreger deroppe.

Øret ser heldigvis ud til at blive fint, og lægen nævnte da også han som regel oplevede de ting der var værre. Som at folk kom kravlende med tænderne i lommen og den slags. Alt i alt er jeg sluppet godt fra dit ufrivillige bekendtskab.

Den nat fortsatte vi alligevel videre i byen. På café Rust festede vi videre som intet var hændt. Vi ville ikke lade dig stoppe vores intenderede festlige aften. For det er når man lader terroren styre sit liv, man mister grebet om virkeligheden. Desuden var det rart at glemme og slappe af.

Helt lov til at glemme fik jeg dog aldrig - det hvide plaster og skrammerne på mit hævede øre krævede forklaring mange gange den aften. Flere har siden spurgt: hvad har du dog lavet? Mit svar har hver gang været: jeg har intet gjort. Jeg stod blot i vejen, da en mand så rødt!

For at sætte vores møde i perspektiv, kan jeg kort referere min visit på Station 1 dagen efter. Det er nemlig her min oplevelse med dig blev sat helt i relief: politimanden bag den første skranke fortalte mig, at jeg ”kun” var nummer 5113 der havde anmeldt vold! I år! I København!

Endnu værre blev det da jeg fik en god, længere snak med Kriminalpolitiet. Her blev jeg oplyst om at du IKKE var blevet arresteret, da de to patruljevogne hastede ned mod Nørreport efter dig. Måske var du lige smuttet på toget. Måske videre til endnu en fest - og hvad du så ellers kunne finde på af gale streger. Det ved du måske ikke engang selv, men dine røde knoer - de betyder noget.

Politimanden lyttede, så min lægeattest og sukkede dybt. For Københavns Politi er travle mennesker. Min anmeldelse ville ikke være meget mere værd end papiret den stod skrevet på. Desuden: hvem ville nogensinde finde ud af, hvad der virkelig skete den aften - det ville blive ord mod ord - og jeg tror nok, når du fik dine normale talegaver tilbage, at du ville fortælle en anden historie end min...

Jeg kunne – om end noget skuffet - følge mandens logik. Og jeg satte pris på hans ærlighed. Da han fulgte mig hele vejen ud sagde han, at hvis jeg virkelig ville følge min anmeldelse op, så skulle jeg tænke over det og komme igen om et par dage. Nu har jeg tænkt, men: når ingen ved hvem du er, hvad nytter det så? Endnu et ark papir i arkivet; det gør ingen godt.

Det jeg allermest kunne tænke mig, er dette: at sidde foran dig - bare os to. Jeg ville spørge dig: er du virkelig klar over, hvad det er du har gjort?
Jeg tror det ikke, for jeg opfatter dig ikke som et ondt menneske. Jeg mener desuden ikke den slags findes; der findes kun svage og ufornuftige. Og du er skyldig i begge tilfælde.

Og lad mig sige dette til dig. For din vold stopper jo ikke med denne ene weekends kalamiteter. Næste gang du mister besindelsen og et sted ude i Danmark lægger hånd på den der står nærmest; din ven, din bror, din kæreste, din kone, dit barn eller blot en tilfældig, så mærk dig disse ord: før eller siden må du selv undgælde. Enten ved lovens eller den stærkere modstanders hånd.

Jeg glemmer dig aldrig.
Martin.

to top

< go to articles