< go to articles

Kærlighedens tale
In: JyllandsPosten, 2001

Forfatteren Per Højholt blev for nogle år siden spurgt, hvad han ville sige, hvis han mødte den amerikanske præsident, der skulle besøge Danmark. Efter noget betænkningstid svarede han: ”I love you”.

For dem, som ikke kender Højholts humor og hans skarpe indsigt i sproget, kan det synes noget malplaceret, måske på gr ænsen til det upassende. Men bag hans svar ligger udover den nævnte humor samtidig en erkendelse af, at visse ord kan opslides. Eller rettere: tømmes for betydning, simpelthen ved overforbrug. Lidt som drengen der bliver ved med råbe ”Ulv!” og opdager at det er noget mindre effektivt, tredje gang frem for de to første.

Det tydeligste eksempel finder man netop i det amerikanske ”love”. Jeg husker min første barndomskæreste, der i brevform spurgte mig, ikke om jeg elskede hende, men i stedet: ”Do you love me?”. Det er små 15 år siden, og allerede da havde hun en intuitiv fornemmelse af, at det amerikanske ord for fænomenet var mere betydningslet – og dermed lettere at få sagt – end det danske. Og det selvom hun var indfødt sønderjyde og forelskelsen var så stor, som den kun kan være i den alder.

Man behøver blot tænde for sin radio og indstille på P3 eller The Voice og lytte til sangteksterne, som de er flest. Uden at have nogen statistik for hånden, vil jeg mene at størstedelen handler om kærligheden, den lykkelige eller ulykkelige version, og i de fleste heraf indgår ordet ”love”. Måske husker flere en amerikansk (der var de igen) sanger, der kom i Guiness Rekordbog, ved at synge ”I love you, baby”, flest gange i én sang. Det blev, så vidt jeg husker, omkring et halvt hundrede gange i løbet af en sang i gennemsnitslængde, hvilket typisk er 3-4 minutter. Hvis det ikke er overforbrug, så ved jeg ikke hvad, der er.

Ligesådan forholder det sig med tv-serier som Glamour og The Days of Our Lives, der produceres i hundredvis af afsnit og kort fortalt handler om kærligheden og jagten på den eneste ene. Og det selvom stort set alle de medvirkende, før eller siden i løbet af de 1000 afsnit, får erklæret sin kærlighed til hinanden.

Nostalgien er ikke, hvad den har været, som man siger, men der er alligevel noget sørgeligt over dette uhensigtsmæssige slid. Enden på det hele bliver i værste fald, at man ikke kan tale om kærligheden længere, simpelthen fordi dens sprog er blevet vanrøgtet.

Derfor er det heller ikke uden en vis skepsis, at jeg erfarer at fænomenet også er kommet til Danmark i stor stil. Hvem så ikke den følelsesladede afskedsscene i tv-farcen Big Brother, hvor tre medlemmer stak af. Selvom der blev sagt nogle hårde ord, skiltes deltagerne ikke uden at forsikre hinanden om, at de skam elskede hinanden alle sammen. Men de talte jo også kvart amerikansk det meste af tiden, så det kan være, tingene hænger sammen.

Nogle vil huske en bog af Herman Bang, hvor husbonden ikke vil kysse sin nygifte kone, hver gang han kommer hjem fra arbejde. For som han siger, det ville være at slide på noget, der skal føles helt specielt - hver eneste gang. Det er muligvis en undvigende forklaring, men når nu man taler om kærlighedens sprog, må man også huske, at det ikke kun består af ord. Berøringer, kærtegn og ikke mindst kys er på lige fod med ordene en substantiel del af vokabulariet.

Da jeg for små fem år siden flyttede fra Jylland til København, ændredes min omgangskreds naturligvis. Her kunne jeg let undrende observere fænomenet: at kramme. Man krammede hele tiden! Også selvom man havde set hinanden forinden den dag, så skulle man kramme igen om aftenen, når man mødtes til en fest eller lignende. Ikke at det generede mig, men for en fyr, der hidtil kun havde krammet sin mor når han tog på jordomrejse eller flyttede hjemmefra, var det noget af en omstilling. Nu har jeg dog vænnet mig til det og synes egentlig ganske godt om krammeriet.

Da er det alligevel ikke med sindsro, at jeg på Amagertorv, i Københavns hjerte, for nylig ser to par, der tilfældigt mødes på shoppingturen en fredag eftermiddag, kysse hinanden. Alle sammen – på munden! Ja, ikke fordi jeg hverken er homofobisk eller snerpet, men jeg synes bare ikke, at mine kys fortjener at devalueres på grund af en eller anden ny dille. Det holder jeg dem for gode til.

Vel ved jeg, det er ganske almindeligt længere syd på, og jeg har sågar et udmærket fotografi hængende af Gorbatjov og Honecker, fanget i en kombineret krammer og snaver. Men det forekommer mig stadig særdeles udansk.

På samme måde som man kan slide sproget, kan sproget også ændre verden. Et simpelt eksempel kunne være to fuldstændig identiske toiletter, hvor den eneste forskel er, at der står ”Herrer” på den ene og ”Damer” på den anden. - Hvilket som bekendt ændrer adfærden en del!
Eksemplet er ikke mit eget. Manden, der kom med det, gav mig også et andet: I Kina har de efter sigende ikke et ord, der svarer til det danske ”kærlighed”. Resultat: I Kina bliver man ikke forelsket!

Hvor jeg synes det første eksempel er forholdsvis indlysende, er jeg mere utilbøjelig til helt at godtage det andet. Men tanken er interessant. Når man taler om solen, så skinner den, og når vi taler om kærligheden – ja, så bliver vi forelskede. Det sidste bevises måske af det gamle råd til folk, der ikke har det store held i kærlighed: Gå til bryllup! – For hvor tales der mere om kærlighed og troen på tosomheden end ved et bryllup?

Så i det hele taget er der en nær sammenhæng mellem sproget og den verden, det beskriver – og naturligvis omvendt. Det, man så kunne ønske sig, når det gælder kærlighedens tale, var et vist mådehold.

Ikke at jeg overhovedet mener, at kærlighed som fænomen vil dø ud, men bare at man bør værne om de ord og fagter, der beskriver de bedste ting i livet. På samme måde som der altid har været et vist tabu omkring døden og dét at tale om den (der er vel intet andet ord med så mange eufemismer), så skal man også om hundrede år kunne bæve lidt i stemmen, når man nævner ordet kærlighed. Især overfor den man elsker.

Og ikke i stedet blot føle sig som en aktant i en klichépræget, amerikansk sitcom eller soap, der blot skal have fyret sin line af (”Oh Jennifer, I love you too”), inden det bliver tid til reklamer og publikum går i køkkenet for at brygge kaffe.

to top

< go to articles