< go to articles

Den måde mennesker behandler hinanden på
In: Aktuelt, 23 August 2000, p.11

Titlen er lånt af Frederik Dessau, det er hans lakoniske beskrivelse af noget, der ellers er sagt en hel del mere om – for meget ville nogle måske mene. Høj, lav, fin eller folkelig er nogle af de prædikater, der følger fænomenet i flæng. Det er kulturen, der er tale om, mine damer og herrer. Selvfølgelig, kunne man fristes til at sige, hvad ellers, den er efterhånden over alt: I alle gængse medier; TV, radio og Internet; indenfor på folks vægge og reoler og udenfor på søjler, pladser og museer samt i bøgerne, teatret, musikken og filmene. Den avis du holder, selv denne artikel er kultur. Overalt er den, men mest af alt er den inde i folks hoveder.

Lige siden Rindalismen har kulturen været hvermandseje. Alle har en mening om kultur. Ekstra-bladet slog for nylig endnu en gang til lyd for en kulturdebat – selvom debat måske er for meget sagt, mest af alt havde de ondt i rumpen (eller må man sige røven?) over, at deres læseres skattekroner gik til Bondes monokromer og en gang tilforladelig rygklapperi på Kunstakademiet og Statens Museum for Kunst.

”Det lort dér er fand’me ikke kunst!”, lød det således på grillbaren som en af førnævnte læseres reaktion. – Hvilket? spurgte man. ”Dét lort der, det ligner sku da ingenting!”

Nej, det ligner ingenting, det kan de fleste vel blive enige om. Hverken hjorte eller skovsøer – og så koster endda adskillige tusinder. For det er jo den smalle kunst, dét her. Det er ikke for det brede folk fra ”dumme-skolens” bagerste række. Næh, det er for brilleaberne fra første række, lavet af dem, købt af dem og ikke mindst for dem.

Eller hvad?
Hvilken kultur er egentlig for hvem, og hvem er det egentlig, der har ondt i røven? Og er det smalle også bredt eller hvordan?

For at svare må jeg komme lidt nærmere ind på kulturens begreber, der udefra ligner det værste fra en rodekasse. Kort sagt går betegnelserne smal og bred på kulturens appel til visse befolkningsgrupper. Fodbold er for den brede kultur, Søren Ulrik Thomsen er for den smalle. Dette må vist siges at være en dikotomisk gruppering par excellence (for nu at være smal på den), men det er udmærket som en begyndelse.

Som et kuriosum finder man et guldkorn i Synonymordbogen (Politikens) under kultur: begrebet høflighed. Og det er ganske interessant, for det må siges, at der i den dikotomiske uforenelighed er faldet et par hårde ord siden lagerforvalteren Rindal fandt stortrommen frem. For problemet er nødvendigvis ikke, at de brede og de smalle ikke kan mødes, det er der sket mange forsøg på, dog mest fra den smalle side – dén, der må siges at have det største overskud i situationen. Fx Dan Turell og Hans-Jørgen Nielsen i litteraturens verden søgte en midte. Onkel Danny med dele af sin folkelige produktion og Nielsen med, ja, sin fodbold – selvom udgangspunktet var akademisk. Det lykkedes ganske godt for Turell, men det kostede ham anerkendelse fra det fine selskab.

Problemet ligger måske således ikke i den manglende evne, men mere i viljen. Er det i virkeligheden ikke den pubertære fighte, der stadig står på, brilleaberne fra første og tumperne fra bagerste række? Nok ikke blot, men uviljen er påfaldende.

På Louisiana findes et ret stort lærred, fuldstændig blåt fra hjørne til andet. Hvorfor er det kunst? – ”Ja, udover at det hænger på et museum (jamen, det er da essentielt!), så er det kunst fordi en kunstner (sic) har lavet det!”

Man aner, hvor svært det er at sælge den til manden på grillbaren. Han har aldrig hørt om konceptkunst. Han ved ikke at figurativt maleri blev passe allerede med Monet, hvis åkander han måske alligevel kender. Men det ved de andre, de der læser på universiteterne og holder Weekendavisen. Og noget tyder på, de ikke har tænkt sig at forklare. Godt nok har anmelderne her er vigtig formidlende rolle, men hovedparten er utilbøjelige til at tage deres smalle pen i den anden hånd. Og det selvom deres læsere med største glæde spiser grillmad såvel som sushi og egentlig ikke har noget som helst imod fodbold, fadøl og fisse, den brede befolknings treenighed. For de lige børn leger helst alene.

Og lad os så sige, at hele skoleklassen tager hinanden i hånden og brilleaberne forklarede, at det blå billede, alt efter hvilken diskurs man læner sig op af, kaldes et ”colorfield-maleri” og at det er tanken bag, man skal kigge efter…

Jeg tror de fra bagerste række ville være rørende ligeglade med dét, der ligger bag. Fuldstændigt, det ville stadig være ”noget lort”. Og selvom de fulgte gangen ned til Andy Warhol-udstillingen – der jo har ry for at være (pop-) populær – ville det ikke hjælpe stort.

Og hvorfor skulle det også det? Hvorfor besvære sig med Warhols kunst, når man så meget nemmere og mere tilfredsstillende kan nøjes med ”15 minutes of fame” i den version poptøsen i Hid n’Hide leverer. Den er også nemmere at synge med på, når man er mere til fadøl en finkultur. Er det ikke nok at klappe af Triers palme, mens man synger ”Fly baby, flyyy!” på tiende omgang og så ellers holde snot og skæg for sig?

Det tror jeg. Måske er det den forbandede politiske korrekthed og demokrati for alt og alle-tendens, der gennemsyrer debatten. Vi forveksler sprogspillene ville Wittgenstein have sagt, debatten har overlevet sig selv og kører videre af et vildspor.

Den smalle kultur er ikke blevet bredere, den har blot udvidet sit domæne en smule. I stedet for at lade sig provokere af begreber som fin/folkelig, høj/lav og forsøge at ”høre til”, skulle man i stedet blot ”sige tingene som de er”.

Søren Ulrik Thomsen er blevet populær, men langt fra folkelig. Erik Clausen vil ud af det fine selskab. Og sådan vil det altid være, så længe viljen til dialog mangler.

Skulle vi i ikke, i stedet for at skændes om flotte ord og pisse territorier af, blot dyrke den kultur vi lyster uden at rynke på næsen af de andres. Måske endda genopdage Nielsens attituderelativisme og behandle hinanden pænt?

Det er vel det, kultur handler om?

(Originally printed under the title 'Den er fin med kulturen')

to top

< go to articles