< go to articles

Eksperimentet i Liseleje
In: Politiken, 12 December 2004, p.5
Danish version | English translation

Kunsten åbner øjne. Det har man vidst i århundreder, men nogle gange skal man en tur i skoven for at opdage det på ny. En novemberdag ankommer tyve kunstnere, eksperter og forskere til en øde beliggende gård, langt fra storbyens larm og fristelser. Her, ved Liselejes disede kyststrækninger og afpillede efterårsskove, skal de sammen skrive en bog om sig selv på kun tre dage.

De har smidt penslerne til fordel for bærbare computere og mobiltelefoner og er trådt ud af ateliererne og ind i institutioner, virksomheder, interessegrupper og regeringsafdelinger. Her arbejder de sammen med organisationerne om at lave kunst på stedet, der på forskellige måder inddrager, kommenterer eller ændrer organisationens miljø og arbejde.

Det er forskningsorganisationen Learning Lab Denmark og kunstneren Kent Hansen, der har arrangeret mødet. Ud fra den relativt simple tanke, at det er bedst ansigt til ansigt at møde de mennesker, man prøver at forstå, opstod ideen om dette 'læringseksperiment'. Her ophører det simple imidlertid også. For hvordan får man tyve ekstremt egenrådige individer til at arbejde sammen som en gruppe? Hvordan forvandler man deres vidt forskellige erfaringer og arbejdsmåder til noget så endegyldigt som en bog?

Eksplosioner i det åbne rum
De første vanskeligheder viser sig kort efter ankomsten torsdag middag til Lisegården, hvor vi bor. Vi sidder i en cirkel og forsøger at nærme os det fælles bogprojekt. Samtaleklimaet bliver hurtigt ophedet og uden besvær bliver de sædvanlige forestillinger om kunstneren som kompromisløs og temperamentsfuld bekræftet. Forsøg på at guide samtalen bliver skudt ned, og kaos bliver hurtigt den herskende orden.

Den ældste deltager er den britiske kunstner Barbara Steveni. Hun er medstifter af kunstnergruppen 'Artist Placement Group', der under programerklæringen »konteksten er halvdelen af kunstværket« har arbejdet med utallige organisationer siden 1960'erne. Lige fra British Airways og Esso til forskellige offentlige organer i flere lande.

Steveni må være et sted i tresserne, men det er ikke noget, man mærker på hende. Iført et Adidas-antræk og med en energi som en tyveårig er hun overvældet over at være til stede. Man forstår hendes glæde bedre, når hun fortæller om, hvordan hendes gruppe gennem årene har været fortrængt fra det fine selskab i England - ad to omgange. Første gang af det politiske system, der anklagede dem for 'terrorisme', og anden gang af den kunstneriske scene, hvor de blev beskyldt for 'social engineering' - social manipulation. Men noget tyder på at anerkendelsen er på vej: »Lige nu er alt der her hot shit«, som hun siger.

Talende appelsiner
Om eftermiddagen går vi ind i 'Open space', en teknik hvor deltagerne selv skaber deres egen dagsorden. Det lykkes at sætte konstruktive processer i gang, og selv om der konstant er gnidninger, eksploderer rummet med ideer til bogen.

Fra arrangørerne kom oprindeligt ideen om, at genren skulle være en såkaldt 'Thin-book', hvilket er en hurtigt produceret non-profit bog lavet af mange forfattere. Det får flere deltagere til at tænke på en slags rejsebibel. Her er siderne som regel tynde, så der kan stå meget uden at bogen bliver tyk - og så kan man desuden altid have den i lommen. Andre foreslår at lave bogen som en tegneserie, bl.a. med to talende appelsiner. Denne ide opstod, da vi snakkede om at have en 'fruitful discussion' - en frugtbar samtale. Der kunne også løbe forskellige bånd gennem bogen med hver sin frugt, og af og til skulle der så være jackpot, dvs. en særlig kombination af forskellig frugter som man kender det fra enarmede tyveknægte.

Der kommer også forslag om at lave en 'ikke-kronologisk tidslinje' over udviklinger i kunsten og organisationer - hvilket straks gav stof til eftertanke hos de mere pragmatiske deltagere, for hvordan ser sådan en mon ud? aladin (som insisterer på altid at blive skrevet med lille begyndelsesbogstav) er udover at være kunstner flere gange blevet kåret til verdens bedste magiker. Han foreslår naturligvis, at bogen skal have form som et sæt kort, hans foretrukne arbejdsredskab. Det kunne give folk mulighed for at sammensætte deres helt egen bog og ville naturligvis tilføre den noget ekstra magi.

Alle har en ide om, hvordan bogen skal se ud, og hele tiden kommer nye forslag på bordet. Det er en frustrerende proces, men samtidig driver tanken om den ultimative publikation deltagerne med stadig større energi. Da vi forlader det glødede lokale om aftenen, er der kommet så mange ideer og uenigheder frem, at det synes umuligt at rumme det hele i blot en bog.

Fornuftig uenighed
Heldigvis er det umulige hverdagskost for kunsten. En af kunstnerne præsenterer begrebet 'a walk in the woods'. Når engelske politikere er uenige, forlader de mødelokalet og går 'en tur i skoven' for at blive enige om en 'fornuftig uenighed'. Denne strategi viser sig gangbar i vores arbejde den følgende dag, hvor det bliver til mange ture i skoven - både konkret og i overført betydning. Langsomt samler vi stumperne fra dagen før til noget mere håndgribeligt. Samtalerne flyver stadig gennem lokalet fra alle sider, men de er blevet mere fokuserede, især omkring indholdet af bogen. Hvem skal læse den? Fabriksarbejdere, akademikere, direktører, ministre, kunstnere?

Andre spørgsmål drejer sig om hvilke samarbejdsmodeller, de forskellige kunstnere og organisationer arbejder efter. Vi laver også en række fiktive scenarier som kunstnerne skal give løsningsforslag på. Jeg laver det mest umulige scenarium, jeg kunne komme i tanke om, for at se, om der er en grænse for, hvad kunstnerne kan og vil arbejde med:

»Vi er i en krigszone. Generalen er et røvhul, og han ved det. Han vil forbedre sit image, så han fremstår som en visionær leder for sine soldater og opfattes mere positivt i den lokale landsby, som han har besat. Kan du hjælpe ham?«.

Senere får jeg af den engelske kunstner/kurator Gavin Wade at vide, at det var et rigtig godt spørgsmål. Han ville gerne møde generalen og arbejde med ham, men var naturligvis lidt bekymret for at blive censureret. Der er tilsyneladende ingen grænser for kunsten - jo sværere, jo bedre. Der opstår spontant grupper omkring forskellige andre projekter, bl.a. en mærkelig tingest sammensat af trekanter, en for hver deltager. Udfoldet stikker den i alle mulige retninger, men den kan foldes sammen til blot én trekant. Det er grundlæggende den samme bevægelse, deltagerne prøver at gøre efter - at blive som én.

Demokratisk innovation
I min syvmandsgruppe taler vi om, hvad der motiverer kunstnere til at arbejde med organisationer - og omvendt. Jeg har forskanset mig bag en computer og forsøger febrilsk at skrive alt ned for at skabe modvægt til den vidtløftige samtale. Vi når frem til, at kunstnere bl.a. er motiveret af ønsket om at arbejde med nogle helt specifikke muligheder i en organisation, f.eks. teknologier, infrastruktur eller en særlig social sammensætning.

Vi får eksemplet om en fransk kunstner, der drømte om at få en bil til at ånde, og derfor blev nødt til at arbejde sammen med en bilfabrikant. Et andet eksempel er Kent Hansen, manden bag kunstnerinitiativet 'demokratisk innovation', der undrede sig over, hvorfor man ofte mister sine demokratiske rettigheder på en arbejdsplads, og derfor lavede et kombineret udviklings- og kunstprojekt i to fabrikker i Vestsjælland.

Endnu et eksempel er en tysk kunstner, der i Dresdner Bank smadrede ruderne og lod det gabende hul stå i en uge, hvorved de ansatte, kunderne og forbipasserende blev tvunget til at overveje, hvad værdi og sikkerhed egentlig er for størrelser.

Patrick Mathieu arbejder som mellemled mellem kunstnere og virksomheder. Han mener, at virksomhedens drift mod det kunstneriske ofte bunder i et ønske om at få rusket op i sine egne, til tider rigide, regelsæt og derved blive inspireret til en større selvforståelse. Han arbejder med at skabe et 'sikkert rum' i virksomheden, hvor kunstnere og ansatte kan mødes på lige fod om helt konkrete problemstillinger i virksomheden. »Vi ønsker ikke at ødelægge virksomheden«, siger han og flere af kunstnerne nikker. »Men der er naturligvis altid en risiko«, forsætter han, »ellers ville det vel ikke være kunst«.

Han har flere gange arbejdet sammen med den franske kunstnergruppe Local Access, der også er repræsenteret på Lisegården. Han har opfundet et system, der kobler op til tolv personer sammen og gør, at de kan vælge, hvem de lytter til, men ikke hvem de taler til. Konceptet er rørende simpelt, men følgerne er grænseoverskridende, hvilket jeg oplever om aftenen, hvor jeg selv prøver systemet.

Det er en højst mærkværdig oplevelse. Jeg taler ud i mørket og drejer febrilsk på kontakten foran mig. Imens bliver fragmenter af samtaler projiceret op på væggen i tekstform. Seancen minder mig om de to forgangne dage, hvor vi hver især har famlet i det uvisse. Men pludselig lykkedes det - et gennembrud. Man har hul igennem og kan rent faktisk nå ind til de andre deltagere.

Ud af skoven
Herefter fungerer vi omsider som en gruppe med et fælles mål. Den sidste halvanden dag laver vi en 'bogfabrik', komplet med fabriksleder, serviceafdeling og tre produktionsafdelinger. Hvem skulle have troet, at den kedeligste organisationsmetafor ville fungere for disse kreative individer? Men det virker, og delene falder pludselig på plads.

Bogen kommer til at eksistere som tre bøger i én: en 5 minutters udgave (i form af den nævnte trekantsmodel), en 50 minutters udgave (selve bogen på 96 små sider) og en 5 timers udgave (på en medfølgende cd-rom). Altså de tre grundformer - en trekant, en firkant og en cirkel.

Trekantsmodellen bliver et navigationsværktøj til bogen, så man hurtigt kan skabe sig et overblik over indholdet og desuden kombinere det på forskellige måder. Det kan man da kalde brugervenlighed.

Indholdet er struktureret i fire hoveddele: Et generelt afsnit om hvad der motivere kunstnere og organisationer til at arbejde sammen, hvilke samarbejdsmodeller man kan anvende, og hvordan man matcher de rette samarbejdspartnere. Dernæst et afsnit med eksempler og casestudier, efterfulgt af to mere teoretiske afsnit om, hvordan kunstnere arbejder med værdi, æstetik og kredsløb i organisationer og omkring dem.

Der skal naturligvis også være et længere afsnit med dementier fra kunstnerne - det var noget af det første, der kom frem, og viste sig at være en praktisk måde, hvormed vi kunne få deltagere, der grundlæggende var uenige, til at arbejde på det fælles projekt. På cd'en vil der blive plads til længere artikler, billeder og video, bl.a. fra en rundvisning i 'fabrikken'.

På hjemturen søndag eftermiddag tynder det ud i træernes tæthed, indtil der kun er et enkelt tilbage - nemlig juletræet på Rådhuspladsen, som tændes, da vi ankommer. Det slår mig, at jeg har været vidne til et kulturmøde af dimensioner. De målrettede og rationelle akademikere og forretningsfolk over for de mere procesorienterede og såkaldt irrationelle kunstnere.

Naturligvis er intet så sort-hvidt, men det er grundlæggende vekselvirkningen mellem de to kulturer, der gjorde udfaldet: Rejsen ind i det åbne rum, hvor alt er muligt, og turen tilbage til den praktiske virkelighed, hvor man pludselig opdager muligheder, man ikke kunne se før.

Kunsten som øjenåbner. Det virker så elementært, at man spørger sig selv, hvorfor kunsten sædvanligvis er lukket inde i 'den hvide kasse', typisk med fortrinsret for kendere, som vi kender det fra gallerier og museer i dag. Organisationskunstnerne tager skridtet videre og møder sit publikum og finder sine samarbejdspartnere dér, hvor folk lever og ånder, sveder og fortvivles: på fabriksgulvet og direktionsgangen, i varmestuen og laboratoriet. Kort sagt, i øjenhøjde.

---------------------------------------------------------------------------------------------

INFO 1_Martin Ferro-Thomsen er medarrangør af 'Organisational Art Summit' og er tilknyttet Learning Lab Denmark, hvor han bl.a. skriver sin afhandling om 'Organisational Art'. Han er desuden medredaktør på den kommende 'Thin-Book'. Titlen ligger endnu ikke fast, men blandt forslagene er bl.a. 'A walk in the woods', 'Sex with strangers' og 'Barriers and carriers'.
Læs mere om Organisational Art.

INFO 2_Organisational Art Summit
Deltagerne kom fra England, Tyskland, Italien, Schweiz, Holland og Danmark samledes i Liseleje 25.-28. november 2004. Deltagerlisten afspejler, at organisationskunstnere arbejder med ikke-kunstneriske partnere - derfor denne blanding af folk med forskellige baggrunde:

• aladin - kunstner, adm. dir. for 'alkhemi', strategiker og magiker (England)
• Barbara Steveni, kunstner, medstifter og leder of lsquo O+I' - tidligere APG (England)
• Barnaby Drabble, kunstner og kurator (England/Schweiz)
• David Barry, professor, Learning Lab Denmark (Danmark/USA)
• Gavin Wade, kunstner og kurator (England)
• Henrik Schrat, kunstner (Tyskland)
• Henrik Mayer, kunstner, Reinigungsgesellschaft (Tyskland)
• Hilde Bollen, konsortiekoordinator, Learning Lab Denmark (Danmark/Belgien)
• Karolin Timm-Wachter, konsulent, Siemens Arts Program (Tyskland)
• Kent Hansen, kunstner, demokratisk innovation (Danmark)
• Lise Autogena, kunstner (England/Danmark)
• Lotte Darsø, forskningsleder, Learning Lab Denmark (Danmark)
• Martin Ferro-Thomsen, Learning Lab Denmark (Danmark)
• Marjolein Schaap, kritiker og kurator (Holland)
• Nicola Setari, ph.d.-forsker, Scuola di Studi Avanzati di Venezia (Italien)
• Teike Asselbergs, kunstner, Orgacom (Holland)
• Tine Byrckel, skribent/kritiker, Information (Danmark/Frankrig)
• Patrick Mathieu, konsulent (Frankrig)
• Philippe Mairesse, kunstner, Acces Local (Frankrig)
• Scott Rigby, kunstner og leder af Basekamp (USA)
• Susanne Kandrup, entreprenør m.m., Learning Lab Denmark (Danmark)

to top

< go to articles